Påskeevent for børn og voksne i Liseleje
Nogle aktive kvinder med stor erfaring i events og arrangementer i Liseleje, står igen som arrangør for en påskelørdag-event i plantagen tæt på vejen ned til stranden, hvor baggrunden helt naturligt ligger i at yde et tæt sammenhold, nærvær og social hygge – ikke mindst for børnene.
Derfor vil der påskelørdag den 8. april i tidsrummet klokken 10.00 – 12.00 blive arrangeret en udendørsevent i plantagen i påskens tegn ved den store parkeringsplads i Liseleje.
Starten sker ved legepladsen ved Havtyren, og her vil Karen og Alice i samarbejde med Danmark Rundt Team Bodenhoff være klar til at igangsætte eventen, som kun koster 10 kroner pr. barn.
Hele beløbet, som kommer ind denne formiddag, vil gå til børn med kræft og deres familier i samarbejde med Danmark Rundt Team Bodenhoff og Børnecancerfonden.
Påskeharen glæder sig til at se så mange som muligt møde op til en super dejlig dag.
Vi vil senere komme med nærmere oplysninger, men sæt nu formiddagen af, og glæd jeg sammen med os til at få en vidunderlig formiddag i vores smukke omgivelser ved Liseleje.