Æggejagt i Liseleje Langfredag den 29. marts 2024
Der var lagt op til en festlig formiddag, da der traditionelt blev arrangeret æggejagt ved Havtyren i Liseleje Langfredag i påsken.
Og det gode vejr var bestemt ikke nogen forhindring. Det viste sig nemlig, at rigtig mange mennesker havde valgt at bruge formiddagen sammen med deres børn og/eller børnebørn, og tage på æggejagt rundt i Liseleje. En tur som var mellem 30 – 45 minutter.
Det var nogle forventningsfulde arrangører, Alice, Karen og Leif, som tidligt på morgenen havde gjort klar til æggejagten i håb om der kom mange deltagere, for at finde de 17 æg som var lagt ud og rundt i butikkerne i Liseleje.
Når man havde tilmeldt sig og doneret 10 kr. på deltager, gik den ’vilde jagt’ og når man mente man havde fundet alle æggene, som med undtagelse af en enkelt forretning, lå rundt i vinduerne, så skulle man tilbage til udgangsstedet, og meddele antallet af de fundne æg, som lå behørigt i en lille skal, til den lille påskehare, som Karin stod med. Og det viste sig, at rigtig mange havde fundet det korrekte antal, som var 17 æg. Kun en butik gav lidt udfordringer, og det var hos Købmand, Niels Vad, hvor man var nødt til at gå ind i butikken, da der ikke var vinduer, hvor man kunne lægge et æg.
Til de mange børn, var der balloner og flag fra Børnecancerfonden, og til alle deltagerne var der også et stykke chokolade, som de kunne nyde efter deres rundtur i det gode vejr.
Rigtig mange spurgte om æggejagten ville gentage sig i 2025, og til det kunne Alice Skaubye sige:
’Det har igen i år været en fornøjelse at kunne indsamle penge og bidrage til børn med kræft sammen med de flere end 250 mennesker. Så naturligvis vil vi igen i 2025 arrangere Æggejagt i Liseleje. Vi kan faktisk slet ikke lade være, og glæder os allerede’.
Det lignede i år en rekord af deltagere, idet der blev talt mere end 250 deltagere til æggejagten.
Tusind tak til de mange støtter til årets æggejagt, og tak til alle som bakkede op.
Claus Bodenhoff fra Danmark Rundt Team Bodenhoff udtrykte efterfølgende: Kære Alice, Karen og Leif, I har gjort en kæmpe indsats for børn med kræft, og jeres engagement har været helt fantastisk. Tusind tak for den flotte påskeevent, hvilket også Børnecancerfonden vil blive glade for at høre om efter Påske.